Mit sygdomsforløb
Jeg startede med at skære mig i efterårsferien 2006, da jeg var 18 år. På daværende tidspunkt gik jeg på studenterkursus og boede stadig hjemme. Jeg tror at grunden til at jeg startede, var stress over skolen og nogen andre ting, som jeg ikke vil nævne her. I December fik jeg tilbudt mit kollegieværelse, som jeg straks flyttede ind på. Jeg skar stadig, og selvom hele min omgangskreds (undtagen min familie) vidste det, så gjorde ingen noget for at stoppe mig. I slutningen af december besluttede en ven dog, at tage mig med på psykiatrisk skadestue. Her fik jeg at vide, at mange unge piger skærer i sig selv, så det kunne de ikke tage sig af. I januar kom jeg til lægen under andre omstændigheder, men en veninde fik mig til at fortælle om selvskaden. Lægen konkluderede, at jeg havde en depression og ville sætte mig på antidepressiver samt henvise mig en til psykiater. Han glemte i sin forvirring, at give mig recepten på pillerne og da jeg ringede psykiateren op, endte jeg i en 3 måneder lang ventetid.
Jeg startede hos psykiateren i foråret 07, hvor jeg fik mine antidepressiver og nogen faste samtaler med hende. Vi kom ind på, at jeg altid havde ønsket mig en ilder og hun mente at sådan en ville hjælpe på depressionen og det selvskadende. Jeg startede med det samme på at søge efter en hvalp og i slutningen af maj flyttede Chucky hjem til mig. I en mindre periode herefter gik det godt. Skoleåret var ved at være slut og sommerferien kom og gik uden selvskadende adfærd.
I starten af det nye skoleår gik det dog helt galt. I løbet af de første 14 dage, besøgte jeg skadestuen 2 gange og lagde mig med influenza og betændelse i begge arme. Den selvskadende adfærd blev mere og mere udtalt nu længere jeg kom ind i skoleåret. På et tidspunkt får jeg også mikropsykoser. Jeg får svært ved at følge med i det faglige, fordi at jeg skærer mig om morgenen og derfor bruger min tid på skadestuen istedet for i klasseværelset. Jeg mister totalt min koncentration og bliver mere og mere dårlig. Mine klassekammerater sagde, at nu hvor jeg var så tæt på målet, så skulle jeg nok klare det, men de kendte jo ikke til hele sagen. I den periode her, bliver jeg smidt ud af min psykiater, da hun ikke vil tage ansvar for mig mere. Jeg dukker ved flere lejligheder op ude på psykiatrisk skadestue i Glostrup og de bliver til sidst så trætte af mig, at jeg får en henvisning til stolpegården. Desværre bliver jeg afvist derudefra uden videre grund. Bagefter bliver jeg sendt til distriktpsykiatrien i Hvidovre. Her får jeg at vide, at de skal lukke om 3 måneder pga. besparelser, så atter engang bliver jeg sendt videre. Denne gang havner jeg på Bispebjerg hospital, hvor jeg starter i behandling. De konkluderer her, på baggrund af en helvedes masse papirer, at jeg har en personlighedsforstyrrelse med dependente og evasive træk. Jeg starter i et psykologforløb og planen er, at jeg senere skal deltage i deres grupper.
På dette tidspunkt bliver det hele dog værre og engang lige før påske, skal jeg snakke med lægen på Bispebjerg. Hun siger, at da jeg har haft nogen mikropsykoser, må de lave mig diagnose om. De snakker noget om skizotypi og giver mig nogen piller. Jeg får besked på, at de ikke kan se mig igen.
Jeg får slemme bivirkninger af den medicin som de gav mig. Dagen efter påske er jeg atter på skadestuen og med syning + bivirkninger må jeg have lignet et vrag uden lige. Jeg bliver sendt på psykiatrisk skadestue bagefter, men i mellemtiden har det været kommunesamlægning, så jeg ender på Hvidovre psykiatrisk afdeling. Her beslutter de med det samme, at jeg skal indlægges. En ting som de altid har nægtet mig i Glostrup. Jeg får nogen timer til at pakke og få arrangeret pasning af mine dyr. Jeg er indlagt i 3 måneder og de stiller diagnosen 'skizotypi'. Jeg får desværre ikke megen hjælp på afdeling, da der er sygeplejestrejke under næsten hele forløbet. Jeg bliver udskrevet i juni og er en hel del friskere end da jeg kom ind. Jeg er dog stadig plaget af det selvskadende.
Efter indlæggelsen starter jeg hos OPUS, som er et sted for unge med psykotiske symptomer. Her får jeg fast kontaktperson, men har svært ved at stole på, at behandlingen ikke vil forsvinde lige pludseligt.
Jeg tager en del på, da jeg skal igennem en masse medicin-mærker for at de kan finde det korrekte for mig. I slutningen af året (2008) bliver jeg så træt af dette, at jeg starter på kur for 117 gang. Jeg bliver så optaget af krop og vægt, at jeg glemmer stort set alt om det selvskadende. Det ender med, at jeg et år efter har en vægt på 38 kg. Min spiseforstyrrelse har taget totalt overhånd. jeg går nu både til ugentlige samtaler med min kontaktperson og til psykolog. I Starten af 2010, tager det selvskadende dog overhånd igen. Jeg kæmper ihærdigt med at komme ud af min spiseforstyrrelse, men så dukker det gamle mønster med selvskaden op istedet. I foråret har det taget så meget overhånd, at jeg må lade mig indlægge igen. Jeg er der kun i 14 dage og kun så jeg kan få ro på det hele.
Efter udskrivelsen fortsætter det dog. Jeg er utallige gange på skadestuen og er led og ked af det hele. Heldigvis varer perioden ikke ret længe og magisk nok får jeg det pludseligt bedre - ikke mindst da eksamen er overstået.
Nu er det sen-sommer (2010) og jeg har været stoppet med at selvskade siden sluningen af juni. Jeg håber på, at denne gang vil det være definitivt slut.
Jeg er ved at være afsluttet efter 2 år i OPUS. Planen er, at jeg enten skal starte i et DAT-forløb på Glostrup eller i distriktpsykiatrien.
Jeg har det godt nu - heldigvis :) |