Følgende brev er skrevet til et oplæg, som jeg holdte med min støttegruppe for lms's selvskade-rådgivere d. 13/12-08:
Kære behandler
Jeg vil starte med at fortælle, at jeg er glad for at have mødt dig. Jeg har ventet længe på, at det blev min tur i rækken til at få hjælp. Jeg har både frygtet og set frem til vores møde, da jeg igennem min lange tid som selvskader har mødt rigtigt mange uforstående mennesker. Jeg ved, at det kan være rigtigt svært, at forstå, hvorfor nogen har valgt at skade sig selv. Du studser måske over, at jeg har skrevet ”valgt”, men når nogen skader sig selv, så gør de det bevidst. Jeg vil ikke projektere skylden over på andre, da det ikke bevidst er dem der siger, at jeg skal skade mig. Det er mig der lader barberbladet skære sig gennem min hud. Det er mig der tager bladet, mig der bløder, mig der lægger forbinding og tørrer op. Ingen kan få mig til at stoppe, med mindre at jeg selv vil. Men nu har jeg langt om længe besluttet, at nu skal det være slut. Det er en beslutning som jeg selv har taget. Mine pårørende har forsøgt presse mig til at tage den beslutning, men det har kun ført til yderligere selvskade. Du spørger måske hvorfor? Svaret er, at hvis jeg bliver presset til at stoppe, så får jeg automatisk mine tanker gearet hen på noget negativt. Selvom alt dette ikke lyder af meget, så er jeg stolt af min beslutning, og jeg håber, at du også vil være stolt af mig.
Det jeg har erfaret i min tid som selvskader er, at folk bedømmer mig på min selvskade, og ikke på hvem jeg er. Selvom at jeg skriver, at jeg er en selvskader, så skal det ikke opfattes som om, at det er min identitet. Jeg bruger udelukkende ordet selvskader om mig selv fordi, at det er nemmere at se på tryk. Jeg ser helst, at du ser mig som en pige som har problemer med selvskadende adfærd. Om du bruger det ene eller andet ord, kan være ligegyldigt. Jeg ønsker bare, at blive set som en pige med kvaliteter. En pige som kan gøre andre og bedre ting end at skade sig selv. En pige som er i stand til at komme videre med sit liv.
Jeg ved fra tidligere, at det er vigtigt for dig, at se hvor slem min selvskade er. Det hjælper dig med at give mig den rette behandling. Men som jeg har skrevet, så ønsker jeg ikke at blive bedømt på, hvor ”god” jeg er til at skade mig selv. Jeg ville blive meget glad, hvis du lod mig bestemme, hvornår jeg har lyst til at vise mine ar og eventuelle nye sår. Du må stole på, at jeg er i stand til at ordne ting som betændelse og dybe sår selv. Hvis du lover det, så lover jeg dig, at jeg vil være mere åben omkring det fysiske ved min selvskade, når jeg er parat eller har akut behov for det.
Jeg har svært ved, at sætte mig ind i, hvordan det må være at have en patient der skader sig selv. Men jeg kan tænke mig til, at det må være svært, ikke at kunne gribe ind før skaden sker. Det kunne være rart, hvis man bare kunne trylle alt det dårlige som forårsager selvskaden væk. Men det hele er bare ikke så sort/hvidt. Som jeg har sagt før, så kæmper jeg hårdt for at stoppe. Hvis du fortæller, at det jeg gør er forkert, at jeg burde skamme mig og stoppe lige med det samme, så vil det ikke hjælpe. Tværtimod. Ved at sige, at jeg burde tænke på mine pårørende og skamme mig over det jeg gør, så skaber du onde tanker om skyldfølelse. De tanker om skyld, kan hurtigt blive min nye grund til selvskade.
Det samme gælder for, hvis du tog mine redskaber for mig. Mine tanker om selvskade vil ikke forsvinde hvis mine redskaber gør det. Jeg vil derimod blive mere fokuseret på, hvordan jeg så kan skade mig selv, i stedet for at skære.
Jeg håber ikke at du føler, at jeg tramper på din værdighed som professionel. Jeg ved godt, at du er uddannet til at kunne hjælpe mig på bedst mulig vis. Men jeg ved, at man let kan komme til at tale forbi hinanden. Jeg håber, at dette brev har hjulpet med til, at vi bedre kan snakke frit om de ting som er svære.
Jeg tror på, at der skal et godt samarbejde til, før at en behandling kan lykkes. Jeg er sikker på, at du vil forstå mig, og at det vil føre til, at min hverdag endeligt kan blive som en normal ung piges liv burde være.
Mvh. (mit navn)
Hvis du har svært ved at snakke med din behandler om nogen lignende ting, så kan et brev som dette, være en god løsning.
|