Selvskadende adfærd er i vores samfund totalt uacceptabelt. Men alligevel har det forekommet gennem meget længere tid end de fleste lige regner med.
Gennem tiderne er visse former for selvskade blevet socialt acceptable: Religiøse mennesker har via fx piskning forsøgt at efterligne Jesus smerte, folk har påført skadet sig selv for at opnå en healende effekt ved at skære fingerspidserne af, skære hul i deres kranie mv. De ældste vidnesbyrd, der findes omkring selvskade, kan spores til hulemalerier kreeret for over 20.000 år tilbage.
De mere sygelige former for selvskade er der også flere rapporteringer om gennem tiden:
I år 450 før Kristi fødsel beskrev Herodot hvordan en indespærret mand ved navn Cleomenes med en kniv ”skar sit kød i strimler ved at arbejde sig op igennem lår, hofter og flanke, indtil han nåede maven, som han hakkede i småstykker”. Handlingen skulle være forårsaget af, at Cleomenes følte sig indespærret og desperat. Denne handling kan i dag stadig ses hos mennesker i fængsel, hvor mange skader sig selv.
Markus-evangeliet (5:5) i Det Ny Testamente fortæller om Legion som ”både dag og nat løb rundt mellem gravene og på bjergene og råbte og skreg og slog sig selv med sten”. Ifølge Biblen skulle han have været besat af en dæmon. I dag kan vi kun gætte os til, at hun muligvis har været skizofren.
En af de mest mærkværdige historier er den om Rachel Hertz fra 1800-tallet, som blandt befolkningen blev kaldt Synålejomfruen. Hun klagede over smerter i underlivet, men da en læge ville skære i en byld som hun havde, opdagede han et objekt som viste sig at være en synål. Samme læge fandt i alt 389 nåle i hendes krop, og det blev senere afsløret at pigen selv var skyld i at nålene var endt, hvor de var. Hun blev på den baggrund dømt for at være bedrager og blev sendt til en præst som skulle lære hende moralsk og ordentligt opførsel. Rachel Hertz døde få år efter.
Senere kom der en del historier om ’nålepiger’.
En beskrivelse fra 1846 fortæller om en 48-årig enke som stak sine øjne ud og derefter gik rundt i byen og bad folk om at gifte sig med hende.
I nyere tid kender de fleste historien om Vincent van Gogh som skar sit øre af og forærede det til en prostitueret kvinde.
De overstående historier bunder i svære psykoser, men kan give et billede af, at selvskade har eksisteret i længere tid, end man lige umiddelbart regner med.
Den første udredelse om selvskade blev givet af Karl Menninger i 1935. Han mente, ganske rigtigt, at selvskade ikke var et sølle forsøg på selvmord, men en måde på at undgå dette. Karl mente ganske rigtigt, at der i fremtiden ville komme flere selvdestruktive patienter som ikke er selvmordstruede.
Menninger delte selvskade op i kategorier:
1. Neurotisk selvskade: fx hårudtrækning eller neglebidning
2. Religiøs selvskade: fx piskning
3. Pubertetsritualer: fx omskæring
4. Psykotisk: fx amputationer
5. Organisk betinget selvskade
6. Selvskade hos normale mennesker: fx barbering og klipning af negle.
Menninger’s intentioner om at lave kaos om til orden har været god nok. Dog har han valgt at beskrive normale tilstande i kategori 6 som selvskade. Det må nok nærmere betegnes som selvomsorg.
I 1960’erne kom der for alvor fokus på selvskade og specielt cutting. Der blev skrevet flere bøger om emnet, og det hænger formentlig sammen med, at der kom flere selvskadende på de psykiatriske behandlingssteder. De fleste delte samme syn og opfattelse som Menninger.
Graff og Mallin udgav i 1967 en artikel hvor de forsøger at beskrive fænomenet ’wrist-slashing’, som de kaldte det dengang:
”Kort fortalt, så er den typiske cutter en attraktiv, intelligent, ugift, yngre kvinde, som enten er promiskuøs eller åbenlyst bange for sex (..). Hun udvikler let afhængighed, og relationerne til andre er dårlige. Hun er blandt de ældre i sin søskendeflok og har en kold, dominerende mor og en passiv, tilbagetrukken, overkritisk far. Hun skærer sig i håndledene, vilkårligt igen og igen på den mindste foranledning, men hun begår ikke selvmord. Hun føler lettelse ved at udføre sin handling.”
Samme år beskrev de 2 psykiatere Grunebaum og klerman hvad de kaldte ’the wrist cutting syndrome’ på næsten samme måde. De så også på patienterne baggrund, og kom til konklusionen, at patienterne ofte havde haft en ustabil barndom med bl.a. alkoholmisbrugende forældre, omsorgssvigt og seksuelt misbrug.
Op gennem 1970’erne og 80’erne kommer der regelmæssigt artikler og hele bøger som omhandler selvskade.
Armando Favazza forsøger i sin bog ’Bodies under Siege. Self-Mutilation and Body Modification in Culture and Psychiatry’ at inddele selvskade:
- Kulturelt accepteret selvskade
- Sygelig selvskade
- Alvorlig (fx amputationer)
- Stereotyp (fx hoveddunken)
- Overfladisk (fx cutting)
- Tvangsmæssig (fx trikotillomani)
- Episodisk (fx cutting en gang imellem)
- Repetitiv (fx at skære ofte og udvikle afhængighed)
Nu skelner man kun mellem impulsiv og tvangsmæssig selvskade:
- Den impulsive form viser sig ved fx cutting, fordi der opstår en uimodståelig trang, som kan forløses ved selvskade.
- Den tvangsmæssige form forekommer ofte som vane og bliver udført automatisk. Ofte spiller følelserne ikke lige så meget ind, som ved den impulsive form. Tvangsmæssig selvskade kan fx være trikotillomani.
Der er stadig ikke kommet en selvstændig diagnose for selvskade, selvom der allerede i 1982 blev talt for dette. To amerikanere Pattisom og Kahan talte for en diagnose som de kaldte ’deliberate self-harm syndrome’, som de kendetegnede ved følgende symptomer:
- Start i de sene teenageår
- Mange episoder med selvskade
- Flere typer selvskadende adfærd
- Lav dødelighed
- Varighed af flere år
- 4 dominerende symptomer:
- fortvivlelse
- angst
- vrede
- kognitive indskrænkninger
Prædisponerede faktorer:
- manglende social støtte
- homoseksualitet (mænd)
- stof- og alkoholmisbrug
- selvmordstanker (kvinder)
- depression og angst
10 år senere kom Favazza og Rosenthal med et andet forslag til en diagnose for selvskade. De kaldte den for ’the repetitive self-mutilation syndrome’. De fandt forskellige kriterier som kunne være med til at identificere personer med selvskadende adfærd, og på den baggrund dannede de nogen kriterier som kunne være et udkast til et diagnose-system:
- Konstant optagethed af at skade sig selv
- Kan ikke modstå impulser af trangen til selvskade, hvilket har resulteret i ødelæggelse eller forandring af kropsvæv
- Forøget spænding lige før selvskaden udføres
- Følelse af tilfredsstillelse eller lettelse efter selvskaden
- Den selvskadende handling er ikke et selvmordsforsøg, og er ikke udvist pga. vrangforestillinger, hallucinationer eller mental retardering
Frit efter Bo Møhls 'at skære smerten bort' |